Det har været en kaotisk tid for biograflivet i Danmark og verden over, men efter en genåbning i foråret var vi heldige at opleve et næsten fuldendt filmår, og selvom mange produktioner var hårdt ramt og udskudt, var der alligevel alt fra Oscar-vindere til festivalfavoritter, fra rørende artfilm til storslåede blockbustere, fra italienske dokumentarer til fransk horror, man kunne nyde.
De sidste ugers ventede premierer må vi vente på til det nye år, men for nu kigger vi tilbage på et filmår og det bedste, der kunne opleves. Efter en afstemning kårer Ordet de 10 bedste film fra 2021.
Godt nytår fra os allesammen! – Gustav Stubbe Arndal
10. Promising Young Woman
I år har flere af Hollywoods store instruktører forsøgt at adressere #MeToo-bevægelsen med film som Ridley Scotts The Last Duel og Edgar Wrights Last Night in Soho – ikke decideret fejlslåede film, men heller ikke helt rigtig gode, fordi de ikke graver dybere ned og forsøger at rumme lige præcis hvorfor, vi har den samtale, og hvorfor den er vigtigt. Det kan man ikke sige om Promising Young Woman. Her er titelmelodien Britney Spears Toxic med åbenlys bevidsthed om popstjernens eget tragiske forløb i medieverdenens patriarkalske trædemølle, hvor mænd uden konsekvenser kan udsætte unge kvinder for seksuelle overgreb.
Carey Mulligan spiller kvinden Cassandra, hvis veninde for en årrække siden begik selvmord efter præcis sådan et overgreb. Hver nat besøger hun byens hedeste natklubber og lader som om, hun er for fuld til at klare sig selv. Og hver eneste nat forsøger en ny mand at tage hende med hjem for at udnytte hende. Men den lærestreg, hun giver dem, er ikke nok til at slukke hendes hævntørst.
Promising Young Woman er en film, der skuler ondt tilbage på dig, et angreb mod de selvudnævnte, selvbedrageriske nice guys og en højtråbende appel for at få os til at stoppe med at tillade det forældede samfunds gamle idealer om den lovende unge mand og den lovende unge kvinde. Og som film er én ting klar: Tierne er forbi, og tyverne er ankommet! – Marcus Uhre
9. Trøffeljægerne fra Piemonte
Den eneste dokumentar på årets top 10 er en gudesmuk, ærlig og simpel fortælling om en flok gamle mænd, der finder trøfler i de norditalienske skove ved Piemonte. De eksklusive og nærmest sagnomspundne trøfler er en spændende del af filmen, som viser et miljø, de færreste kender til.
Det helt centrale i Trøffeljægerne fra Piemonte er dog de magiske relationer mellem trøffeljægerne og deres højtelskede hunde. I Wes Anderson-ske tableauer viser instruktørerne, Michael Dweck og Gregory Kershaw, hvor tæt knyttet mændene er til deres firbenede bedste venner.
Filmen er en ode til det minimalistiske liv; det uforstyrrede, godhjertede og lykkelige liv, som forsøges forstyrret af udefrakommende, grådige mellemmænd, der konstant prøver at maksimere deres egen indkomst. Med så profitabel en industri, er det selvfølgelig utopisk at tro, at trøffeljagten kunne fortsætte helt uforstyrret.
Trøffeljægerne fra Piemonte kender sine styrker og er ikke løsningsorienteret. I stedet observerer den, lydløst og med en vis afstand, de hjertevarme og charmerende trøffeljægere, som har viet deres liv til den her profession. Ikke for at blive rige, men fordi de holder af det. De holder af at bruge tid i naturen, og de holder af deres hunde – og vi kan ikke lade være med at holde af dem. – Benjamin Damon
8. The Hand of God
Navnet er Sorrentino. Han er Italiens mest skelsættende nulevende instruktør og kendt for at lave den slags film, hvor man aldrig kan gætte, hvilke mirakler den næste indstilling byder på. En svævende mand på bjergside-terrassen i Youth (2015), hundrede flamingoer på verandaen i Den store skønhed (2013) eller Jude Law som den mest sexede pave til dato i sine glimtende rubin-sko i miniserien The Young Pope (2016).
Den slags øjeblikke finder vi også flere af i The Hand of God, men i takt med at filmen udvikler sig, bliver vanens maksimalistiske stil erstattet af den nærhed, han ellers sjældent mønstrer. På selvbiografisk maner handler filmen om tilblivelsen af en filminstruktør, når den unge Fabietto (Filippo Scotti) får øjnene op for eskapismens muligheder med Fellinis sætning “Virkeligheden er noget lort”.
Napoli er bagscenen til instruktørens strålende filmkarriere i Rom, opvæksten der satte ham på rette kurs og en glimrende nøgle til at forstå instruktørens resterende filmografi. Inspirationskilderne er alle at finde her: den skønne natur, det vilde italienske temperament, nøgne ikke-undskyldende kvinder og – selvfølgelig – den underfundige og uransagelige Gud, hvis hånd redder den unge mand ved hjælp af en verdenskendt fodboldspiller. Mærkeligt, men fantastisk. – Marcus Uhre
7. The Father
Årets Oscar-show endte i et besynderligt antiklimaks. Best Actor blev præsenteret allersidst, og de fleste forventede, at den ville overrækkes posthumst til Chadwick Boseman. Da prisen i stedet gik til 81-årige Anthony Hopkins, var alle overraskede – lige undtagen dem, der havde set ham i The Father. Her leverer han nemlig sit livs præstation.
I filmen spiller han en ældre mand, der lider af alzheimer’s, mens hans frustrerede datter (spillet med følsomhed af Olivia Colman) prøver at tage sig af ham. På den ene side et medrivende karakterdrama, og på den anden side en af årets mest skræmmende gysere.
Publikums sikkerhed på at det, man ser, er virkeligt – i hvert fald i fiktionens verden – bryder sammen. Alt fra set-design til casting til klipning underbygger den konstante desorientering og paranoia, som demens forårsager.
Filmens stærkeste våben er dog hverken dens ukonventionelle struktur eller dens skuespil i verdensklasse, men snarere dens forståelse for sårbarhed. Selv de stærkeste viljer kan ikke hamle op med sygdom og alderdom, og The Father konfronterer denne realitet med både dyb empati og skræmmende nøjagtighed. – Gustav Stubbe Arndal
6. Nomadland
Fern (Frances McDormand) har sagt farvel til alt hun kender, og bor nu i sin autocamper. Hun finder et fællesskab i en nomadelejr i Arizona, efter at have mistet sin mand til kræft og sit arbejde til finanskrisen. Nomaderne er simple og fredelige mennesker. De er kort sagt fri. Væk er gaderne og larmen, travlheden og industrien. Der er kun mennesket og naturen.
Frances McDormand spiller fabelagtigt. Uden de store armbevægelser formår hun at portrættere hele det menneskelige følelsesregister som en ensom nomade, der længes efter ro og frihed. Det er også værd at nævne James Richards, som står bag Nomadlands underskønne billedside. Himlen i Nomadland er altid nøgen og åben, og den poetiske måde at fremstille naturen bringer sammenligninger med Terrence Malicks Days of Heaven (1978).
Chloe Zhao har skabt en film, hvor man kan mærke kærligheden i hver eneste indstilling; kærligheden til mennesker, naturen og de små ting i livet. Derfor føles alting endnu stærkere – fordi det føles ægte. – Christian Hejbøl
5. Minari
Utallige film har gennem tiden skildret den amerikanske drøm på godt og ondt, men ingen har gjort det så rørende simpelt, og med så meget hjerte og nærvær, som Lee Isaac Chungs gennembrud, Minari.
Det smukke ved fortællingen er dens enkle udgangspunkt. Trods store, universelle tematikker, befinder vi os helt nede i græsset på en farm i Arkansas i 1983. Her møder vi de koreansk-amerikanske immigranter Jacob og Monica Yi (Steven Yeun og Yeri Han), som med deres to børn er rejst til mulighedernes land i håbet om at drive en farm, hvorfra de vil dyrke og sælge koreanske grøntsager.
Chung har skrevet vidunderlige og fuldformendte karakterer i hele Yi-familien og formår på elegant vis at skildre historiens temaer om fremmedgørelse og assimilering fra hele tre generationers synspunkt: i børnehøjde, fra den voksne forsørger-rolle og gennem den aldrende bedstemor. Men filmen handler ikke om de enkelte personer. I stedet handler Minari om hjem og udforsker, hvad det vil sige at føle sig hjemme – og gør det til perfektion.
Med et fortryllende lydspor af Emile Mosseri og gennemført idylliske billeder af Lachlan Milne forsvinder man ind i filmens univers og ønsker ikke at slippe væk. – Anna Lauritsen
4. Dune
Dune er måske ikke årets bedste film, men det er med længder årets største biografoplevelse – måske endda en af de største nogensinde.
Denis Villeneuve gjorde det ”umulige” og lykkedes endelig med at filmatisere Frank Herberts sci-fi-klassiker på overbevisende og overrumplende facon. Gennem to en halv time bliver man sanseligt gennemtæsket af en buldrende score fra Hans Zimmer, et eminent opbygget univers, fremragende kameraarbejde og – i perioder – masser af action.
Det er herligt at se så storladendt et værk, der samtidig tager sig så god tid med at fortælle sin historie. Langtrukkent ville nogle kalde det, men hvis man kunne lide Blade Runner 2049 (2017), vil man sandsynligvis også holde af Dune; de endeløse ørkenlandskaber på Arrakis er lige dele skræmmende og tillokkende, og kampen om det værdifulde krydderi tager sig fantastisk ud på film.
Villeneuve har allieret sig med en stjerneparade af skuespillere og tekniske folk og skabt en totalt altomsluttende oplevelse af en film, som fungerer på stort set samtlige parametre. Nu er der ikke andet at tage sig til, end at vente på den 2’er! – Benjamin Damon
3. The Green Knight
Sir Gawain (Dev Patel) er ridder af det runde bord ved Kong Arthurs (Sean Harris) hof. Eller, det er han næsten. Han er stadigvæk blot væbner, for han har endnu ikke udrettet noget særlig hæderligt. For at opnå det inderlige ønske må han drage ud på en ærefuld ridderfærd i David Lowerys The Green Knight.
Hvad der følger, er en kalejdoskopisk fortælling om en umådelig fejlbarlig ung mand, der med tvivlende skridt rejser mod sin skæbne. Ridderhistorien er struktureret omkring små kapitler og mystiske møder med sære skikkelser. Hver karakter er lige så velspillet som den forrige, og hver mærkværdige situation lige absurd og fængslende.
The Green Knight er præcis lige så magtfuld, som den trolddom, der hersker i det Arthurianske univers. Man er som tryllebundet, mens man med hjertet helt oppe i halsen følger Gawain. Efterfølgende boltrer hver scene sig frydefuldt for hukommelsens øje.
Og ikke mindst bliver man nødt til at stille spørgsmålstegn ved, hvor mon grænsen går mellem ære og storhed. – Sidsel Minuva
2. Inside
Bo Burnham har tidligere instrueret spillefilmen Eight Grade (2018), men er nok mest kendt for sine musikalske comedy-shows. Hans corona-special Inside lander et sted imellem de forskellige genrer, og bliver helt sin egen.
Præmissen er simpel: Burnham i ét enkelt rum, der performer en række sange, og på bedste, metatekstuelle vis tager os med gennem skabelsesprocessen. Alting lavet af komikeren selv. Med imponerende lysshows fremføres sjove og catchy sange, der har en følelsesmæssig kerne med udgangspunkt i angst eller kærlighed overfor de emner, der peges fingre ad.
Men det virkelig enestående er det psykologiske aspekt, hvor vi følger Burnham gennem eksistentielle kriser, som både indkapsler de ængsteligheder, der er forbundet med at være menneske i nutidens samfund, og samtidig bliver noget af det første til for alvor at indfange de følelser, pandemien har ført med sig. Med Inside slører Bo Burnham genregrænserne for at skabe noget helt unikt, der uden tvivl vil stå tilbage som en af årets sjoveste, mest følelsesrige og stærkeste filmoplevelser. – Joakim Søgaard
1. Titane
Ingen film fra i år fangede filmmørkets magi helt som Titane.
Ja, Nomadland er billedskøn og rørende, og Dune er storslået. Men Titane er fuldkommen elektrisk. Sitrende med energi fra første forbløffende sex-scene til sidste befriende stripperdans. Chokerende fra første hårnål stukket gennem første kranie, til den sved- og oliedryppende, grotesk smukke finale.
Ligesom i sin debutfilm Raw finder Julia Ducournau noget befriende, empatisk og smukt ved blodige, tabubelagte emner. Hendes fascination med vold og kropslighed bruges ikke som et redskab til at manipulere eller væmme publikum. For Ducournau er det et dybt, kunstnerisk instinkt, der folder sig ud for åben skærm som improviseret dødsmetal.
David Cronenberg har fundet sin lige, og body horror har aldrig været skønnere. Titane er et produkt af lige mængder rablende vanvid og kunstnerisk geni – et monument til filmmediets endeløse potentiale og et argument for biografoplevelsens uforgængelighed.
At kalde den “enestående” ville undersælge dens særlighed. Så lad os bare kalde den “årets bedste film”. Det burde række. – Gustav Stubbe Arndal
Kommentarer